Programmet til 2023

Rock Under Broen præsenterer programmet til 2023

Den 33. udgave af Rock Under Broen kommer til at byde på nye og gamle kendinge af festivalen, som gentager sidste års succes og strækker sig over 2 dage.

Rock Under Broen kan præsentere et stjernespækket program til 2023. Et program, der favner bredt og byder på den ene hitmager efter den anden, som med garanti kan give publikum oplevelser, der rækker langt ud over scenekanten.

Programmet til den 33. udgave af festivalen under broen i Middelfart byder på hele 7 kunstnere, som ikke tidligere har prydet plakaten: Tobias Rahim, Drew Sycamore, Christopher, Malte Ebert, Jada, HUGORM og Folkeklubben.

Mens navne som The Minds of 99, Thomas Helmig, Burhan G, TV-2, Carpark North og Shubberne har optrådt flere gange på scenen under broen.

Rock Under Broen gentager desuden succesen og vil også i 2023 være en 2-dages festival, lyder det fra musikansvarlig Peter Zederkof.

“Vi har fået stor ros for programmet i 2022. Vi forventer endnu mere af 2023, hvor vi henover 2 dage kan præsentere det bedste, som den danske musikscene har at byde på,” siger han og fortæller videre:
“Programmet for 2023 er et helstøbt program, som favner bredt, og samtidigt har det lidt skæve touch. Vi har noget for dem, som elsker at synge med på ørehængere, og vi har noget til dem, som bare gerne vil have god musik og et fedt sceneshow.”

Billetsalget til Rock Under Broen 2023 er allerede godt i gang og ifølge Peter Zederkof tyder antallet af solgte billetter på nuværende tidspunkt på, at der bliver rift om dem.

Køb din billet her: https://www.billet.dk/rock-under-broen#tour

For yderligere oplysninger:

Kontaktpersoner:
Peter Zederkof – 22118021
Musikansvarlig
Charlotte Skovby – 22951324
Formand

Del: