Nephew

Follow:

NEPHEW LÆGGER VEJEN FORBI ROCK UNDER BROEN I 2019

Både anmeldere og publikum var yderst begejstrede, da Nephew denne sommer vendte tilbage til festivalscenerne med to storslåede koncerter på henholdsvis Roskilde Festival og Smukfest.

”Nephew var suveræne” – 5 stjerner BT

”Stærkt comeback” – 5 stjerner Soundvenue

Siden da har bandet livebegejstret indendørs med to helt udsolgte koncerter i Boxen i Herning og Royal Arena i København, og de har solgt samtlige billetter til den kommende Arena tour med 11 koncerter fordelt over hele landet.

Men nu er der håb for dem, der ikke har sikret sig billet. Nephew spiller 13 store sommerjobs i 2019. De starter i Herning d. 24. maj og slutter af 1. august til Bork Havnefest.

Bandet ser frem til at komme ud på deres første længere sommertour i 5 år. Kristian Riis udtaler:

“Det har været en kæmpe optur for os at spille koncerter i 2018. Næste år har vi valgt at komme lidt bredere ud i det danske land – for at fejre den danske sommer og for at smelte endnu mere sammen med publikum. Vi glæder os til at spille sange fra vores nye album Ring—i—Ring blandet med bagkataloget. Og så glæder vi os til at synge fællessang med vores publikum, at hylde fællesskabet og at turde give slip for en stund og forsvinde sammen ind i Nephew-land”.

Nephew gæstede sidst Rock Under Broen i 2014. Siden har de hvert år, været en af de mest ønskede kunstnere til Rock Under Broen, så vi er naturligvis meget glade for at kunne byde en publikumsfavorit tilbage under broen.