Muligheder:

print

I dag kører bussen igen

Den gode nyhed først: I dag, lørdag 14. juni, kører vores shuttlebusser som planlagt mellem Middelfart midtby og festivalpladsen under broen.

Det er en god nyhed, fordi flere festivalgæster oplevede, at busserne ikke kørte som planlagt fredag. Ud over shuttlebusserne fra banegården og trafikhavnen i Middelfart var også bussen fra Fredericia berørt af trafikale udfordringer fredag.

Fodgængere forstyrrede den kørende trafik

Søgningen mod festivalpladsen var fredag eftermiddag så intens, at politiet måtte stoppe for al trafik, fordi kørebanen også blev brugt af gående. Det betød, at det simpelthen blev for farligt at lade busserne passere. Vi beklager de gener, det gav jer festivalgæster – ikke mindst, at I gik glip af en del af fredagen på pladsen.

Plads til både kørende og gående

Belært af fredagens erfaringer er kørebanen mellem Middelfart midtby og Rock Under Broen i dag indrettet anderledes, hvilket giver plads til både busser og gående. Vi er glade for, at vi i dag kan tilbyde nem og bekvem transport til og fra festivalpladsen.