Muligheder:

print

RUB & Tuborg forlænger samarbejde til ’28

Tuborg kan fortsat se frem til at forsyne den fynske festival med øl, da man forlænger partnerskabet til 2028.

Når de musikglade gæster skal slukke tørsten til Rock Under Broen, bliver det igen med Tuborg i hanerne. Tuborg og Rock Under Broen har nemlig forlænget samarbejdet med fem år.

”Rock Under broen er en traditionsrig festival, der hvert år samler tusindvis af glade gæster til en fantastisk festival i smukke omgivelser, så vi er utroligt glade for at forlænge samarbejdet og forsyne de mange musikglade med en iskold Tuborg,” siger Claus Bay, Head of Event and Entertainment i Carlsberg.

Også hos Rock Under Broen er man begejstrede for det forlængede partnerskab.

”Vi har haft et tæt partnerskab med Tuborg siden 2008, så vi kender hinanden rigtigt godt og er glade for at fortsætte det gode partnerskab,” siger Charlotte Skovby, der er ny formand i Rock Under Broen.

Den fynske festival sætter især pris på trygheden med Tuborg.

”Vores konsulenter fra Tuborg er de samme siden 2008, så de kender alt til vores behov og ønsker. De ved lige præcis, hvad vi har brug for og har udstyr, der virker upåklageligt. Det skaber en tryghed om, at alt fungerer, og det er vigtigt, når vores festival ikke er længere,” siger Charlotte Skovby.

For første gang siden festivalens start i 1989 forlængede man i år festivalen til to dage. Det fortsætter man med de næste tre år.

Cocktails på kortet
Til næste år kan de musikglade gæster slukke tørsten i andet end kolde Tuborg. Man har nemlig også indgået en aftale om at udvide sortimentet med det populære Bluetail-koncept, som består af økologiske cocktail-varianter på fad.

”Vores fuldt funktionelle koncept har vist sig at være utroligt populært blandt festivalgæster landet over, så vi er glade for, at vores Bluetail-koncept, der er udviklet sammen med Njord, er at finde på endnu en dansk festival,” siger Claus Bay.

”Vi glæder os allerede enormt meget til næste år, hvor vi igen afholder Rock Under Broen over to dage og nu kan tilbyde vores gæster en helt ny og lækker drik,” siger Charlotte Skovby.

Næste år vil Rock Under Broen foregå d. 9.-10. juni.